Blik og rørarbejderforbundet
Blik- og Rørarbejderforbundet organiserer over 10.000 medlemmer, og er blandt de ældste forbund i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Forbundet er stiftet helt tilbage i 1890 og kunne fejre 130 års jubilæum i 2020.
Forbundets medlemmer udgør langt den største faglærte gruppe i VVS-branchen, som er en del af den danske bygge- og installationsbranche. Forbundet organiserer bl.a. blikkenslagere, rørlæggere, VVS-montører, VVS- og energimontører, ventilationsteknikere, klima- og miljøteknikere, rustfast industriblikkenslagere og skorstensfejere m.v.
Blik- og Rørarbejderforbundet er en medlemsstyret organisation, hvor det er medlemmerne, som vælger de repræsentanter i afdelinger, kredse og forbund til at varetage deres interesser. Det er også medlemmerne, som på generalforsamlinger og forbundets kongres, har mulighed for at påvirke fagets udvikling og forbundets politiske prioriteringer.