Kosmetiker
Kosmetiker er et virkelig spændende fag, hvor du lærer at forkæle mennesker med hud- og skønhedsbehandlinger eller afslappende spa- og wellnessoplevelser. Du får en høj faglighed i at læse og behandle hud og dermed give både fysisk og psykisk velvære med dine behandlinger. Du kan få job på hudplejeklinikker, spa- og wellnescentre eller starte din egen klinik.
Hvad oplever man som tilskuer ved kosmetikernes stand til DM i Skills? Engagerede kosmetik-elever, der er fokuserede på den klient, de skal behandle og koncentrerede om at give både en fagligt god behandling og en dejlig oplevelse. Der er selvfølgelig mest action på standen i det tidsrum, hvor deltagerne er i gang med opgaverne – skilte vil fortælle, hvornår det er.
Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse? Deltagerne skal udføre to forskellige opgaver – der hver indeholder en række delopgaver – inden for en bestemt tidsramme. En torsdag og en fredag. Den ene opgave handler om at give en kosmetisk ansigtsbehandling, ansigtsmassage, farve vipper og bryn og tilrette bryn. Den anden opgave består i at lægge en aftenmakeup med et tema. F.eks. Charleston eller brudemakeup.
Hvad gives der point for? Der gives point for mange forskellige ting. For begge opgaver gælder det, at deltagerne bedømmes på, om de når det hele på den afsatte tid, om de disponerer rigtigt undervejs, om hygiejnen er i top, og om der er ryddet op på arbejdspladsen. Når det kommer til ansigtsbehandling og ansigtsmassage bedømmes de på alt fra dialog med kunden til arbejdsstilling, valg af produkter og de korrekte tryk i forhold til hudtype og muskler. Når det gælder aftenmakeup, er det bl.a. farveforståelse, og om der er skabt en makeup, der er i tråd med den faglige teori samt temaet, og som passer til modellen.
Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave? Der er noget teori og faglighed, der kan være svær for udenforstående at bedømme. Men et godt tip er at se efter en deltager, der er rolig, har en god dialog med kunden og disponerer sin tid godt. Derudover kan man lægge mærke til, om hygiejnen er i orden, og der er ryddet pænt op på arbejdspladsen.
Sponsorer
Stand
Fagområde
Prøv mærk føl
Vil du prøve kræfter med faget? Så er fagets Prøv mærk føl-aktivitet noget for dig