Glarmester
Som glarmester arbejder du med glas og lærer at tilskære, slibe og polere alle typer glas i kombination med andre materialer som træ, metal og kunststoffer. Du lærer også at sætte ruder i vinduer og døre, udskifte bilruder og indramme billeder. En vigtig del af arbejdet er at rådgive kunderne om materialevalg, planlægge og tegne opgaven og give pristilbud. Du arbejder typisk i glarmestervirksomheder eller som selvstændig.
Hvad oplever man som tilskuer ved glarmestrenes stand til DM i Skills? Engagerede og dygtige glarmester lærlinge, der er i fuld gang med at løse deres fem forskellige konkurrenceopgaver.
Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse? Deltagerne skal udføre fem forskellige glarmesteropgaver, der viser forskellige facetter af faget. Det kan for eksempel være at de både skal lave en Amagerhylde i UV-limet glas og spejl, en brusedør med sideglas, en vinduesramme med kittet glasfals, et mønster skåret i farvet glas og monteret på et spejl.
Hvad gives der point for? Det er forskellige ting, der vægtes, alt efter opgaven. Når det gælder en opgave som Amagerhylden ser dommerne fx efter målfasthed, opfyldning af limfuger, skarphed på afrensning og renhed i præsentationen. Når det gælder en vinduesramme med kittet glasfals, bliver der set på skarphed i kitfals og hjørner, kitbredde i forhold til malerens forsegling, placering af stiftning og afpudsning. Og i forhold til glasmønster vurderer dommerne bl.a. glassenes orientering og tilpasning i forhold til tegningen og ensartethed i tilskæring og opbrække-teknik.
Hvad skal man kigge efter for at se den bedste opgave? Det kan være svært som ikke-fagperson at vurdere detaljerne. Men se på helhedsindtrykket, samlingerne og hvor lige og funktionelt, opgaven fremstår. Derudover kan man også se på lærlingens orden og oprydning.
Læs mere om glarmesteruddannelsen ved at klikke her.
Sponsorer
Fagområde
Prøv mærk føl
Vil du prøve kræfter med faget? Så er fagets Prøv mærk føl-aktivitet noget for dig