Fodterapeut
Uddannelsen er både for dig, der er ung – og for dig, der har en anden sundhedsfaglig baggrund og nu vil skifte spor. Som statsautoriseret fodterapeut behandler du alt fra sportsskader og ligtorne til fodproblemer hos unge, voksne og ældre. Gennem uddannelsen får du kliniske, praktiske og pædagogiske færdigheder. Du lærer at hjælpe mennesker til en hverdag med sundere fødder – gennem forebyggelse, behandling, lindring og rehabilitering. Du får også en forståelse af de tværfaglige samarbejder, der muliggør ansvarlig helhedsbehandling af såvel raske mennesker, som mennesker med akutte eller kroniske sygdomme. Du skal kunne samarbejde med andre faggrupper, fx læger, kiropraktorer, fysioterapeuter. Og du skal deltage i løsningen af de sundhedsfaglige opgaver. Som statsautoriseret fodterapeut kan du arbejde i klinikfællesskaber, starte egen klinik eller blive ansat på hospitalsafdelinger, sårcentre eller i sundhedshuse.